Mere end et spørgsmål om nogle få familiesammenføringer

This post is in the Danish language because it concerns only Danes:

Længe har den kørt - sagen om familiesammenføringer og integrationsministerens påståede fortieelse af at et hul i EU-lovgivningen tillader nogle mennesker at få deres ægtefælle til Danmark ved hjælp af nogle krumspring.

Nu ser det ud til at befolkningen anser selve ministeren får æren af befolkningen for at være skyld i sagen.

Men er landets befolkning virkelig så naiv?

Tilsyneladende er de ved at overse at vi står overfor selve nationalstatens endeligt. Lidt efter lidt har EU udhulet vores status som selvstændig nation, så vi snart har mere karakter af at være en af de snart hedengangne amter.

Hvad forsvandt med EF-domstolens afgørelse var ikke 24 års reglen. Det var de sidste rester af vores grænsekontrol.

Hvad værre er at man længe før at der var tænkt på den nuværende integrationsminister tilsyneladende har kørt et rænkespil som har gået ud på at smule små fodnoter ind i forskellige tekster så Dansk Folkeparti kunne få lov til at stå tilbage som martyr. Man har simpelthen regnet med at de ikke besad kapaciteter som kunne gennemskue tilføjelserne med de små bogstaver og man fik ret.

Så nu er alt hvad vi kender, de værdier vores land står for, under pres og måske tabt for altid.

Sådan gik det på trods af at vi i et stolt øjeblik havde samtlige EU-lande nede for at slikke vores fødder da vi dikterede dem vores 4 forbehold. Sådan gik det efter vi via tegningekrisen havde genrejst vores stolthed som nation.

Og stadigvæk så går mange rundt og tror på at det blot var en egenrådig integrationsministers handlinger og at statsministeren kan ordne alt over en kop kaffe.

Det er alt for naivt.

På trods af mit etniske ophav så ønsker jeg at man gerne må kræve noget af mennesker, som vil bo her i landet. Danmark byder på så mange goder, som kan friste dovne sjæle, der ikke vil byde ind med noget som helst, men blot nyde.

Vi ser en massiv strøm af udenlandske studerende, der tilsyneladende vil studere, men enten møder de aldrig op eller så bliver der kun bøvl med dem, når der kræves for meget af dem udover det strengt faglige. Vi er til mere end at læse en bog og så udfylde afkrydsningsskemaer på basis af hvad vi har læst. Vi forholder os kritisk til den information, som ligger foran os. Det er den kritiske holdning og konstante tendens til at sætte spørgsmåltegn med hvad der umiddelbart ser ud til at være fakta, som sikrer innovation i vores virksomheder.

Innovation som sikrer velfærd og som senest har kåret Danmark som verdens lykkeligste land.

Vores uddannelsessystem er second-to-none selv om netop vores kritiske holdning til alt medfører at den ofte er kritiseret ligefra de yngste klasser i folkeskolen.

Og selvfølgelig vil udenlandske studerende forsøge sig men da man ikke kan lave en formel 1 bil ud af en lastvogn, så falder de fleste hurtigt til jorden, når de for alvor skal vejes på basis af deres viden. Det gælder sjovt nok også nabolande, som helt har satset på at vi skal vedligeholde deres sundhedssystem med personale, så de selv slipper for at uddanne dem.

Men alligevel vil de gerne være her. Noget andet er 24 års reglen, som blev indført for at redde menneskeliv. Alt for mange unge er blevet presset til at gifte sig med en anden som de dårligt kender fra et fjernt land for at deres kommende ægtefælle kan nyde alle landets goder. Mange af disse ægteskaber ender i vold og i mange tilfælde endda med drab.

Så selvfølgelig måtte man have denne regel. Menneskeliv er kostbare og vi er ikke det eneste land, som vil redde menneskeliv. Her må man konstatere at EU's regler som de er konstrueret nede i den elitære kaffeklub modarbejder selve livet for disse unge mennesker og at ikke alene Dansk Folkeparti er blevet narret, men hele den danske befolkning.

Det ser sort ud for vores nation med en over 1000 årig historie. Vil Danmark være historie for vores børn eller børne-børn? Det er ikke længere et spørgsmål om, men hvornår.